"Man var sat i bås, og der måtte man blive"

I forbindelse med mine foredrag om populærmusikken i 1968 har jeg interviewet Keld Heick. Jeg læser citater fra dette interview op ved foredragene. Det fortæller noget om de meget stærke grænser der var mellem musikgenrerne dengang. Siden da er der heldigvis sket en opblødning. Både publikum og kunstnere shopper rundt mellem genrerne. Der er ingen der taber underkæben fordi der sidder en strygekvartet på scenen på "Orange" på Roskilde Festival.

Keld Heick har spillet en stor rolle i dansk musik siden 60'erne. Som forsanger hos The Donkeys og senere med en karriere som solist har han indspillet plader og optrådt mere end de fleste. Han har skrevet masser af tekster og han har været afslappet og dybt professionel vært i forskellige musikprogrammer på TV.
Selv blev jeg interviewet af Keld på TV2 Charlie i 2010. Det var een af mine bedste oplevelser som "offer" på TV. Jeg følte mig nemlig ikke som offer - men som velkommen gæst!


af Per Wium, musikjournalist

PW: Jeg var 13 - 14 år i 1968. Min erindring er at musikgenrene var meget isolerede fra hinanden. Både blandt publikum og hos kunstnerne. Hvordan husker du dette?

KH: Jeg husker, hvordan eksisterende ”pigtrådsgrupper” lige så stille begyndte at sætte kurs mod varianter af genren eller helt andre stilarter – deriblandt den folkelige pop. Det tog så småt fart i årene 1964-66, og inspirationen kom helt klart fra Sverige, hvor gruppen Sven-Ingvars, der startede som et rockband, introducerede det, der senere blev til ”Svensktoppen”. Johnny Reimar indspillede en dansk version af ”Lilla söta fröken fräken” og fik stor succes med den i Danmark. I 1966 – altså året efter, at The Donkeys havde vundet DM og nu stod foran en opløsning, blev vi overtalt af pladeselskabet EMI til at indspille en gammel dansk slager, ”Ved landsbyens gadekær, som jeg havde fundet i vores producer, Per Sørensens nodearkiv. Det skulle have været vores sidste plade. Men da den gik ind på 1. pladsen af salgslisterne i Danmark og blev der i knap 3 måneder, blev vi hurtigt enige om at udskyde opløsningen af gruppen og fortsætte i en stil, der var en blanding af rock, beat og slagermusik – vel at mærke: når vi spillede live. Med Dansktoppens indførelse i 1968 gav det nu sig selv, at vi rent plademæssigt skulle holde os til en og samme genre.                                                                                                          

I 1968 var der i store dele af branchen gravet dybe grøfter mellem de forskellige musikformer. Enkelte bands blev i den pigtrådsstil, de var startet i. Andre grupper gled over i en mere rå og upoleret udgave af rockmusikken. Den stil, der var in i slutningen af 50’erne, og som i høj grad var inspireret af Cliff Richard & The Shadows, blev i løbet af 60’erne splittet op i mange forskellige genrer og former. Det store skred begyndte vel nok med The Beatles’ indtog på alverdens hitlister. Og i takt med deres udvikling og andre gruppers opståen, fik danske musikere ny inspiration og nye forbilleder. Hovedsagelig fra England og Amerika. Og havde man først besluttet sig for en bestemt stil, så var der ikke rigtig nogen vej tilbage. Man var sat i bås, og der måtte man blive.

PW: Du hørte til i den meget populære genre. Når du husker tilbage på tiden omkring 1968, følte du så at den musik, du stod for, blev accepteret?

KH: Jeg husker tydeligt, da vi havde indspillet ”Gadekæret”, hvordan vi blev hånet af kollegerne fra Hit House. Nogle af dem sagde ligefrem, at hvis det dér skulle være fremtiden, så ville de hellere lægge deres guitar på hylden og finde noget andet at tage sig til. Det blev nu som regel sagt i en godmodig tone, og det varede da heller ikke længe, før mange af dem tog deres ord i sig igen og selv begyndte at indspille danske slagere. Og så var det pludselig os, der – med et glimt i øjet – havde ”håneretten”. Men der var dog stadig en hel del, der så skævt til os og bestemt ikke ville acceptere vores musik. Det ændrede sig dog enkelte gange, når vi mødtes på et job, og de andre musikere fandt ud af, at vi faktisk havde et varieret og meget bredt repertoire, når vi spillede live. Så kunne man pludselig fornemme accepten og komme på talefod. Ellers var man ”dem, de andre ikke måtte lege med.”

PW: Her i 2018 oplever jeg det helt anderledes. Jeg oplever at både publikum og kunstnere "shopper rundt" mellem genrerne. Hvordan er DIN oplevelse?

KH: På det tidspunkt, da jeg var vært på tv-programmet ”Musikbutikken” i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, skete der en ny udvikling. Til de første programmer, vi indspillede i DR, var det svært at få danske rockmusikere med.. For det første, fordi det var et program med mange forskellige genrer (deriblandt slagere) – og for det andet, fordi jeg, der jo var kendt for Dansktop og Melodi Grand Prix, var vært. Det herskede der slet ingen tvivl om. Men det ændrede sig fuldstændig hen ad vejen. I løbet af ganske få udsendelser kunne alle konstatere, at det var et seriøst program, og at værten selv havde sat sig godt ind i de forskellige genrer og behandlede alle med lige stor nysgerrighed, interesse og opmærksomhed. Og det var netop grunden til, at ”scenen” skulle være en musikforretning, hvor alle slags musikere jo helt naturligt mødes.

Da vi først begyndte at præsentere stjernenavne som Tom Jones, Lionel Richie, Maggie Reilly og David Bowie, stod alle i kø for at få lov at være med. Jeg følte virkelig, at de meget dybe skel mellem genrerne blev udjævnet på det tidspunkt, og jeg bliver både glad og stolt, når jeg i dag møder dygtige, unge musikere, som fortæller mig, at ”Musikbutikken” var det, der satte dem i gang og inspirerede dem til en uddannelse og karriere i musikken. Undertiden er det helt andre genrer end pop og rock, de beskæftiger sig med. Det fortæller mig, at der er en udbredt accept af alle genrer, og det glæder mig. Det vigtigste for mig er, at man har hjertet med i det, man laver. Og at man bruger sit talent på en seriøs måde. Så er det for mig ligegyldigt, om man er rock-, jazz-, popmusiker eller klassisk – eller måske noget helt femte.

Jeg spurgte engang Mark Knopfler, hvordan han var blevet den fantastiske guitarist, han er. Hans svar var: Det skyldes ca. 10 % talent og 90 % hårdt arbejde. Den indstilling har jeg den dybeste respekt for. Og kan man bevare den i forhold til al slags musik, så synes jeg, det er fint, at man bevæger sig rundt. Og det er der en del, der gør med stor dygtighed og seriøsitet.